Israel-Palæstinakonflikten har optaget mig, siden jeg som ung læste Leon Uris’ klassiker Exodus om jødernes historie og oprettelsen af staten Israel. Siden besøgte jeg landet første gang i 1992 og har fulgt udviklingen i regionen interesseret fra sidelinjen. 

Jeg har besøgt palæstinensiske flygtningelejre i Libanon, fundamentalistiske bosættere i Hebron og oplevet de palæstinensiske ydmygelser ved de israelske check-points.

Ingen har rene hænder i konflikten, og begge sider har oplevet historiske uretfærdigheder, men det er deprimerende - for ikke at sige ganske oprørende - at opleve, at Israel fortsat måles med en helt anden målestok end alle os andre. 

15 kritiske resolutioner har FN vedtaget om Israel alene i 2022 (13 samlet om resten af verden). Det eneste land i Mellemøsten med liberalt demokrati, ligestilling for kvinder og seksuelle minoriteter, hvor økonomien blomstrer, og hvor enhver kan udtrykke sig frit. 

Alligevel ser vi nu, hvordan støtten til Israel hurtigt relativeres, og vi har et helt disproportionalt fokus på mulige “krigsforbrydelser” fra Israels side, mens israelerne står midt i en overlevelseskamp. 

På linje med alle andre ser jeg forfærdet på bombardementerne af Gazas civile, men det er Hamas, der bruger civile som skjold og har taget Gaza-befolkningen som gidsler. Hvad forestiller kritikerne sig, at Israel skal gøre? Acceptere tabene, finde sig i raketterne fra Gaza og lade deres fjender forberede nye angreb? 

Israel er ingenlunde perfekt – og slet ikke den højrenationalistiske nuværende regering - men dog langt at foretrække for arabiske diktaturstater, der fastholder deres befolkninger i ufrihed og fattigdom og ikke bekymrer sig det fjerneste om menneskerettigheder, heller ikke palæstinensernes desværre. 

Palæstinenserne er blevet fyldt med antijødisk og antiisraelsk propaganda gennem 70 år af deres egne ledere, og flygtningelejrene har fået lov at vokse sig større og større under et ineffektivt og korrupt selvstyre uden noget perspektiv for nye generationer af unge palæstinensere. Det er konfliktens store tragedie.

I den sammenhæng er det bemærkelsesværdigt, at palæstinenserne på Vestbredden ifølge en nylig meningsmåling gengivet i The Economist har forstået, at deres største problem ikke er Israels besættelse, men deres egen korrupte ledelse. (25 pct. har svaret, at selvstyret er deres største problem, blot 19 pct. at det er Israels besættelse). 

Det er på tide, at EU - og herhjemme store dele af den danske venstrefløj og udviklingsbranche - får proportionerne på plads og bidrager til at finde løsninger på konflikten, der tager udgangspunkt i den virkelighed.

Det begynder med betingelsesløst at anerkende Israels ret til at eksistere og forsvare sine grænser. Og de arabiske lederes hovedansvar - når alle mellemregninger er lagt til og trukket fra - for at have skabt det tragiske og nu næsten uløselige flygtningeproblem. 

Konkret skal Hamas først og fremmest nedkæmpes både militært og politisk. Det er skandaløst og uacceptabelt, at Hamas har husly i Qatar, og ørkenstaten bør underlægges samme sanktioner som Rusland, hvis det ikke stopper. 

Dernæst skal os, der gerne vil sikre palæstinenserne en bedre fremtid, hjælpe dem med at slippe enhver illusion om, at de stadig kan få en stat efter 1967-grænserne. Det har omkostninger at komme for sent til historien, og palæstinenserne sagde både i 2000 og 2008 nej-tak til et fredstilbud om mere end 90 pct. af Vestbredden. Nu må mindre gøre det, og det er også nok til at skabe en bæredygtig stat. Det handler som bekendt langt fra om størrelsen, men om at skabe fremtidsmuligheder for palæstinenserne. Kig på Singapore.

For det tredje skal det gøres klart, at de arabiske stater må tage ansvar for at løse flygtningeproblemet, selvfølgelig støttet af EU og det internationale samfund, men det er ikke Israels opgave og ansvar længere. Retten til at vende ”hjem” er tabt for altid.

Hvad angår Israel, skal yderligere bosættelser på Vestbredden stoppe øjeblikkeligt. Både de arabiske angrebskrige og størstedelen af de israelske bosættelser er en del af konfliktens tragedie og kan ikke blot rulles tilbage, men fremtiden skal ikke tilhøre bosætterne. 

Ud af det kan måske stadig vokse en tostatsløsning og en fremtidig palæstinensisk nation på en del af Vestbredden. Alternativt fortaber palæstinenserne formentlig for altid muligheden for at få deres egen stat. Man siger som bekendt, at palæstinenserne aldrig har misset en chance for at misse en chance. Sandheden er, at der ikke er råd til at misse flere chancer – det bør alle, der ønsker fred, erkende.

Bragt i Sjællandske Medier, 15. november 2023