Det går den forkerte vej med den globale opvarmning, og det er en af de største udfordringer de næste 10-15 år at få styr på vores CO2-udslip og skabe en klode i balance, hvor vi ikke driver rovdrift på vores ressourcer. Men netop fordi opgaven er kæmpestor, har vi brug for alle gode løsninger, der driver udviklingen den rigtige retning. 

De seneste måneder har der været en politisk kamp i EU om, hvorvidt naturgas og atomkraft skulle være en del af klimaløsningen eller problemet – og den landede forleden med Europa-Parlamentets blåstempling af begge energiformer. Heldigvis. 

Det var efter min opfattelse en god dag for europæisk energipolitik, for den grønne omstilling og ikke mindst for verdens fattige. Nu kan banker, pensionskasser og andre kapitalstærke investorer i højere grad kaste penge efter gas og atomkraft, og det vil bidrage til at sætte turbo på den grønne omstilling.

Mange politikere og klimaorganisationer er dog vrede og kritiserer EU for at ”greenwashe” naturgas og atomkraft på bekostning af klimaet, men vindmøller og solceller løser ikke klimaudfordringen alene. Gas udleder omtrent det halve CO2 i forhold til kul, og virkeligheden er mange steder i Europa og især globalt, at alternativet til gas er kul og olie de kommende årtier, ikke sol og vind. Atomkraft er CO2-fri og en ny generation af atomkraftværker kan blive et afgørende element i den grønne omstilling, men det kræver stadig mange penge til forskning og udvikling. Sol og vind udgør knap 2 pct. af den globale energiforsyning og vil med den planlagte udbygning blot ryge op på omkring 10 pct. i 2050. 

Derfor er gas og atomkraft en vigtig del af den grønne omstilling. Ifølge nobelprismodtageren i klimaøkonomi, William Nordhaus, sker den billigste og hurtigste CO2-reduktion da også ved at udfase kul, og det bør være en hovedprioritet i klimapolitikken. Det understøtter parlamentets beslutning.

Det er også en rigtig god beslutning for verdens fattige, fordi de har brug for enorme mængder energi for at løfte sig ud af fattigdom. Frem mod 2060 vil den globale middelklasse vokse i et omfang, så der skal bygges en by svarende til New York - hver eneste måned de næste 40 år. Det kræver investeringer i sol og vind, men også gas og atomkraft, hvis de skal have samme muligheder, som vi har haft. Og det skal de selvfølgelig. Moralsk er det uanstændigt, hvis vi aktivt modarbejder de energi- og klimainvesteringer, der er forudsætningen for at udrydde verdens fattigdom. 

Endelig skal vi altså kunne betale for den grønne omstilling. Energi er rigeligt dyrt, og især venstrefløjen har travlt med at skrue kompensationspakker sammen. Det er rimeligt i et vist omfang, men er ikke en holdbar løsning. Derfor er vi nødt til at investere i energiformer og teknologier, så vi løfter den grønne omstilling til en overkommelig pris og uden at sætte den brede, folkelige opbakning over styr. Det er EUs beslutning med til at sikre.

Kommentar i Berlingske Tidende, 14. juli 2022