Send varmechecken ud i kulden
Af Rasmus Hylleberg, byrådsmedlem og folketingskandidat (V)
Varmechecken blev udbetalt for knap 14 dage siden og morsomt har det været. Solen skinner og medierne har været et sandt overflødighedshorn af absurde eksempler på, hvordan unge har brugt pengene på stoffer, andre har fået sig en ekstra ferie - rejsebureauerne oplevede en stigning på 33 pct. umiddelbart efter - og enkelte af mine venner, der har scoret kassen på boligmarkedet, har fået en lille bonus, der nok luner, men næppe kan mærkes på toppen af milliongevinsten.
Men det absurde er desværre ikke kun enkelthistorierne - det er hele tænkningen bag varmechecken. 15 pct. af danske husstande har fået varmechecken, og vi har brugt 2,4 mia. kr., som har været målrettet alle med en husstandsindkomst under 650.000 kr. Det kan næppe kaldes de mest værdigt trængende, men er en lettere tilfældig gavebod, der alligevel næppe gør den store forskel - uden for rejsebranchen altså.
Man skulle tro vores private økonomier var på sammenbruddets rand, når det hastede så voldsomt med hjælpepakker, men vores købekraft er trods alt kun slået 4-5 år tilbage - efter en af de længste vækstperioder, vi har haft siden begyndelsen af 1990erne.
Imens sidder vi i byrådene rundt i det ganske land og skal spare på vores børn, unge og ældre. Psykiatrien hænger ikke sammen, og vi kan ikke skaffe medarbejdere, selvom vi måske havde pengene - bl.a. fordi mange hellere vil have mere fritid og tjene mindre. De får også varmecheck.
De kommende år skal vi tænke os rigtigt godt om, hvis vi vil fastholde et velfærdssamfund, som nyder bred tillid og opbakning hos de fleste af os danskere. Balancerne mellem fællesskabets ansvar og det personlige ansvar er under pres.
En af vores store teologer og samfundsfilosoffer K.E. Løgstrup sagde engang, at på ”en hævelse af levestandarden, der bestod i at bekæmpe fattigdom kunne der dannes idealer. På en forhøjelse af levestandarden, der består i at tilfredsstille luksusbehov, kan der ikke dannes idealer, der kan bære en solidaritet i samfundet.”
Varmechecken er udtryk for det sidste, og hvis det er den måde, vi bruger fællesskabets penge på, så øger det næppe opbakningen til vores velfærdssamfund, og det vil for alvor gå ud over dem, der har brug for et stærkt fællesskab.
Bragt i Sjællandske Medier, 8. september 2022