Jeg havde selv været nogle måneder som ulandsfrivillig i Rwanda og nabolandet Burundi, der har en lignende voldsom konflikthistorie, og jeg sad i hovedstaden Bujumbura i Burundi, da folkemordet i bogstaveligste forstand blev skudt i gang. Det skete, da Rwandas præsident blev skudt ned i sit fly over hovedstaden Kigali den 6. april om aftenen. Straks gik massakrerne i gang og bredte sig hurtigt til hele landet.

Jeg fløj ud af Burundi den 16. april, og for en 20-årig ung mand var det helt absurd at lande i Nairobi, hvor der var pindemadsreception på den danske ambassade i anledning af dronning Margrethes fødselsdag. Det fejrede vi så, mens afrikanerne blev efterladt til bødlerne bag os. Mellem pindemadderne funderede jeg over verdens ondskab og uretfærdigheder, og det blev starten på en stor interesse for Afrika i almindelighed og Rwanda og Burundi i særdeleshed. 

I juli - tre måneder senere - var Rwanda et land i ruiner, og en ny regering ledet af det tutsi-dominerede RPF skulle genopbygge landet fra bunden. Sammen med det internationale samfund kastede Rwanda sig over den enorme opgave med at retsforfølge de ansvarlige for et folkemord, hvor naboer havde dræbt naboer, hvor flere hundredtusinder havde deltaget i massakrerne, og hvor fængslerne hurtigt husede 135.000 hutuer.

Jeg fulgte udviklingen i Rwanda tæt de følgende år og lærte, at sandheden er en svær størrelse, at hævn og retfærdighed let blandes sammen, og at nogle af de tutsier, der havde overlevet folkemordet - meget forståeligt - hellere så 10 uskyldige dømt end én skyldig, der går fri. Omvendt havde det næppe heller været muligt at lægge vores danske retsprincipper ned over retsopgøret, hvor vi principielt hellere lader 10 skyldige gå fri end dømmer én uskyldig. 

Min første lektie kom hurtigt. Allerede i efteråret 1994 kom den første større rapport om folkemordet, hvor bl.a. en kendt civilsamfundsleder, som jeg kendte personligt, af adskillige vidner var udpeget til at have leveret våben og deltaget i en massakre. Det var dog let at konstatere, at det umuligt kunne være rigtigt, da han på tidspunktet selv havde forladt Rwanda, og var sammen med mig og flere andre danskere i Nairobi.

Retsopgøret gik ufattelig langsomt. Fængslerne var overfyldte og flere døde af sygdomme i fængslerne, end det lykkedes at få dømt ved domstolene. Rwandas justitsminister i de år, Gerald Gahima, skrev senere en bog om retsopgøret, og om hvordan Rwanda var nødt til at træffe mange uperfekte valg. Retsopgøret skulle balanceres mellem tre modstridende interesser. 

Først og fremmest blev regeringen kritiseret af "tutsi-survivors" for ikke hurtigere at få dømt flere hutuer skyldige. For det andet blev mange hutuer fængslet med et stort element af tilfældighed, og flertallet havde efter fem år ikke set et anklageskrift og vidste ikke, hvad de var fængslet for. Samtidig oplevede hutuerne en stor uretfærdighed ved, at mange af de skyldige, der burde straffes, var flygtet ud af landet, mens de tilbageblevne, som i et større omfang havde god samvittighed, blev straffet. Endelig lagde det internationale samfund, som finansierede Rwandas genopbygning, et stort pres på regeringen for at sikre urealistisk høje retsstandarder i en mildest talt meget uperfekt situation.

For at løse udfordringen greb Rwanda til en utraditionel løsning og oprettede fra 2002 og de følgende 10 år frem 12.000 lokale domstole, gacaca, som skulle gennemføre retsopgøret mod den brede del af befolkningen. Gacaca var langt fra perfekt, men den var grundig. Hver eneste landsby skulle lave lister med navne på alle, der havde boet der, da folkemordet startede. Listerne blev gennemgået på borgermøder, hvor der var obligatorisk deltagelse, og man pegede derefter på dem, landsbyen mente havde været med til folkemordet. Resultatet var mere end én mio. gacaca-retssager, hvor knap 65 pct. af sagerne førte til domfældelse. Mere end 500.000 hutuer er således blevet dømt for meddelagtighed i folkemord på den ene eller anden måde. 

Det skete bl.a. for en god spejderven. Han var engageret i ungdomsarbejde og havde en regional lederfunktion. Han var blevet i Rwanda under og efter folkemordet, og han havde aldrig været anklaget eller haft problemer med politiet, før han i 2003 takkede pænt nej til at være med til lokalt at organisere det første præsidentvalg, der skulle sikre den siddende præsident 90 pct. af stemmerne. Derefter begyndte rygter at cirkulere om, at han hyldede "folkemordsideologi", og han blev idømt 26 års fængsel. Heldigvis in absentia da han kort forinden havde forladt Rwanda og fik asyl i Europa, fordi sagen oplagt var politisk motiveret.

I maj 2017 blev endnu en af mine rwandiske venner, Wenceslas Twagirayezu, pludselig arresteret. Denne gang i Danmark af dansk politi. Det kom som et stort chok for både venner og familie. Vi havde kendt Wenceslas og hans familie siden efteråret 2003, og i mine mange samtaler med ham havde jeg aldrig hørt ham have ekstremistiske holdninger, selvom vi langt fra var enige om alt om Rwanda. Og så var og er Wenceslas i øvrigt gift med en tutsi.

Anklagerne var meget alvorlige. Wenceslas blev bl.a. beskyldt for at være lokal leder for det hutu-ekstremistiske parti CDR, og han skulle umiddelbart efter nedskydningen den 6. april have organiseret massakrer og ikke selv have holdt sig tilbage for at hugge tutsier ned. Ifølge flere vidner skulle han have været skolelærer eller skoleleder på den lokale folkeskole. 

Da jeg i 2017 arbejdede i Rwanda, brugte jeg de følgende dage på at bearbejde chokket og tale med rwandiske venner - både hutuer og tutsier - om sagen. Jeg kunne ikke få information fra Danmark, fordi Wenceslas var varetægtsfængslet og ikke måtte tale om sagen. Alle sagens akter var hemmelige, og derfor har jeg først langsomt fået mulighed for at kigge politi og anklagemyndighed i kortene, men det har kun bekræftet de hovedlinjer, som relativt hurtigt stod klart for mig og de rwandere, jeg talte med - fortroligt og under fire øjne. 

Rwanda er et på mange måder fantastisk land, som har rejst sig på imponerende vis af ruinerne fra folkemordet, men det er også et land, hvor præsidenten og landets reelle magthaver siden 1994 ved alle valg har fået mere end 90 pct. af stemmerne. Ved det seneste valg hele 99 pct. Det skyldes ikke kun folkets kærlighed, selvom Paul Kagame er en usædvanlig statsleder og er nøglen til Rwandas succes. Derfor ytrer kun ganske få rwandere sig offentligt om sager, der ikke vedrører dem selv. 

Med de brikker i puslespillet, jeg fik lagt de første uger, stod det hurtigt klart for mig, at Wenceslas var uskyldig. Det blev jeg ikke først og fremmest overbevist om, fordi jeg kendte Wenceslas, men fordi jeg kender Rwanda. 

Samtidig skete et lille mirakel - af den slags, de vildeste krimier er skrevet over - i mit private "efterforskningsarbejde". Blandt de dokumenter, jeg fik fra Wenceslas' udvidede familie i Rwanda og Congo, var en gammel kvittering med Wenceslas' underskrift. Den viste, at Wenceslas havde opholdt sig i byen Goma i nabolandet Congo den 8. april; netop den dag, hvor flere vidner meget præcist havde udpeget ham til at lede massakrerne. Danske kriminalteknikere bekræftede senere dokumentets ægthed.

Opløftet skrev jeg en mail til den danske anklagemyndighed med min vurdering af sagen samt kopi af de bilag, jeg havde fundet. Her er sagsforløbet kort: 

Wenceslas blev i 2008 meldt til dansk politi af en rwander bosiddende i Danmark, der hævdede, at Wenceslas havde været involveret i folkemordet. Wenceslas havde i 2005 vidnet for forsvaret ved den internationale domstol i Arusha, der skulle dømme de mest centrale aktører i folkemordet, og han deltog som mange andre rwandiske flygtninge i en uforsonlig debat på sociale medier og i private mails om Rwandas politiske historie, skyld og ansvar. Under afhøringen og efterfølgende på facebook blev han truet med, at han selv ville komme til at stå for tur, hvis han ikke stoppede med at blande sig i rwandiske forhold. Truslen blev til virkelighed et par år senere. 

Dansk politi satte en efterforskning i gang (hemmeligt) og besøgte Rwanda i 2009, februar 2012, september 2012 og maj 2013, og var undervejs i dialog med de rwandiske myndigheder. I februar 2012 laver de danske og rwandiske myndigheder sammen et grundigt tjek af samtlige databaser i Rwanda, der vedrører folkemordet for at afklare, om Rwanda har registreret noget om Wenceslas. Det har de ikke. Dansk politi finder heller ikke nogen vidner på de to første ture, der kan forbinde Wenceslas til folkemordet. 

Her burde sagen have været lukket. Det ville have været utænkeligt, at Wenceslas ikke i forbindelse med de meget omfattende gacaca-domstole ville være blevet nævnt, hvis blot halvdelen af anklagerne havde haft noget på sig. Ikke et eneste vidne, ikke et eneste mistænkeligt spor var der i Rwanda af Wenceslas efter fire års efterforskning. Dansk politi meddelte nu Rwanda, at de var tæt på at lukke sagen - hvorefter der på mærkværdig vis pludselig dukker adskillige vidner op, som de mener, kan have Danmarks interesse. Dem afhører dansk politi i september 2012 og maj 2013. Politiet har også en fotomappe med. Den bruges én gang - over for et vidne, der ikke er i stand til at udpege Wenceslas. Derefter undlader dansk politi besynderligt nok at bruge fotomappen yderligere.

Ved de to seneste besøg fremkommer detaljerede anklager, som dansk politi samler og overdrager til Rwanda i begyndelsen af 2014. Herefter kommer Wenceslas på Rwandas officielle liste over efterlyste folkemordere, og Rwanda påbegynder egen efterforskning og kræver Wenceslas udleveret til retsforfølgelse. Nogenlunde sammenfaldende i 2014 tildeles Wenceslas dog dansk statsborgerskab, hvilket tyder på, at danske myndigheder ikke selv længere opfatter sagen som alvorlig. Det viser sig dog at være forkert. Rigsadvokaten forbereder en sag om udlevering, Wenceslas arresteres i maj 2017, og medierne beretter om den danske folkemorder.

I juli 2017 fløj jeg dog alligevel lettere opløftet til Danmark og afleverer min dokumentation til dansk politi (SØIK) og afhøres. Jeg redegør også grundigt for, hvorfor anklagerne er grundløse. Det er der tre åbenlyse grunde til samt flere understøttende beviser.

For det første har Wenceslas aldrig været forbundet med folkemordet tidligere. Ingen har nævnt ham i forbindelse med gacaca-domstolene. For det andet dokumenterer vi, at Wenceslas ikke siden folkeskolen har boet i det område, hvor han beskyldes for at have arbejdet op til folkemordet og begået massakrer. Han har brugt teenageårene i Congo og flytter først igen i 1993 til Rwanda til byen Gisenyi - en times tid fra barndomshjemmet - hvor han får arbejde på en efterskole. Uden at have bopæl i kommunen kunne han ikke have haft en politisk eller militær lederrolle. Jeg overdrager en lang liste med vidner fra Congo, der er villige til at tale med dansk politi. For det tredje dokumenterer bilaget fra den 8. april, at Wenceslas har været i Congo nøjagtig de dage, hvor langt de fleste vidner hævder, at han skulle have spillet en afgørende rolle med at dræbe tutsier. 

Dertil fremlægger jeg de væsentligste rapporter om folkemordet for SØIK - inkl. en rapport fra 2015 udarbejdet af de rwandiske myndigheder på 400 sider, der detaljeret redegør for folkemordet i regionen. Wenceslas er ikke nævnt et eneste sted. Alle oplysninger, der kommer frem i sagen, er endvidere helt i tråd med de oplysninger, Wenceslas har afgivet i forbindelse med sin asylsag. Det er også usædvanligt i udleveringssager. Det ses ofte, at rwandere, der begæres udleveret, har søgt asyl under et opdigtet navn. 

Endelig finder jeg yderligere information i løbet af juli via mine kilder i Rwanda. Blandt andet tre personer, der med navn og kontaktinformation står frem og siger, at de er blevet manipuleret (betalt) til at afgive falsk vidneforklaring. Den ene er ét af dansk politis vidner. Samtidig får jeg oplyst, hvem der har været lokal leder for ekstremistpartiet CDR, som Wenceslas ellers er beskyldt for at være.

Men alt dette er lige meget, for det interesserer ikke den danske anklagemyndighed. Tværtimod. I oktober 2017 foreligger Rigsadvokatens afgørelse: Wenceslas skal udleveres til Rwanda. Wenceslas anker, men afgørelsen stadfæstes af både by- og landsret. Statsadvokaten modarbejder undervejs, at jeg kan benyttes som vidne i retten, hvilket retten derfor afslår, og insinuerer, at kvitteringen formentlig blot er forfalsket af mig, indtil landsretten kræver dens ægthed vurderet. I afgørelserne lægger begge retsinstanser dog vægten på, at der er tale om en udleveringssag, og konkluderer højst besynderligt, at der ikke er rejst tilstrækkelig tvivl om grundlaget for udlevering, selv om der grundlæggende ikke er nogen sag, hvis Wenceslas ikke har været i Rwanda før tidligst den 9. april.

Wenceslas udleveres til Rwanda i december 2018 efter at have tilbragt halvandet år i Vestre Fængsel, og han har nu siddet fængslet tre år i Rwanda. Han er endnu ikke dømt for noget, og forhåbentlig får han en fair retssag her. Det er ironisk, at Wenceslas er svigtet af det danske retsvæsen, og nu skal reddes af retssystemet i et land, som vi støtter med bistand for at styrke retssikkerheden, og hvor præsidenten får 99 pct. af stemmerne.

Kronik i Politiken, 23. april 2022