“Jeg er mor først og dernæst politiker”, sagde SFs formand Pia Olsen Dyhr, da hun for et par år siden valgte at sende hendes barn på privatskole. Nogenlunde samme forklaring gav statsminister Mette Frederiksen for flere år siden, da hun helt tilsvarende valgte en privatskole i stedet for den lokale folkeskole. Personlige valg som fulgte i kølvandet på flere års kritik af de forældre, der inden havde valgt at gøre det samme.

Jeg har stor forståelse for både Mette Frederiksens og Pia Olsen Dyhrs valg. Det er sådan et samfund, vi ønsker i Venstre: Et stærkt velfærdssamfund, der sikrer vores sammenhængskraft og værdifællesskab på tværs af sociale og kulturelle skel, men med plads til forskellighed - og med den enkelte mor, far og familie i centrum, så vi hver især kan bestemme, hvad der er det rigtige for os. Vi er alle først og fremmest børn, forældre eller bedsteforældre.

Med den politiske og personlige erfaring i bagagen er det forstemmende, at Mette Frederiksens regering og SF-støttepartiet ikke har lært mere af historien, men gennem hele regeringsperioden med en lang række politiske udspil har gjort det sværere for alle os andre at træffe det samme valg som dem selv. Friplejehjem og private daginstitutioner bekæmpes, privathospitaler er på tålt ophold, og privatskolerne forsøges udhulet med lavere elevtilskud. Senest har regeringen besluttet at tvinge unge mennesker ud i provinsen, hvis de vil læse på universitetet, og tvangsflytter gymnasielever alene baseret på forældres indkomst. Her er der ikke noget frit valg, og ingen mulighed for mor eller far til at være forældre først. Her er vi blot brikker i Socialdemokratiets velfærdscentralisme.

Det er muntert blevet sagt, at en god samvittighed skyldes en dårlig hukommelse. I bedste fald er statsministerens hukommelse kort. I værste fald er det hykleri og politisk dobbeltmoral.

Tilbage i 1990erne skrev nogle fremsynede socialdemokrater – herunder bla. den nuværende socialdemokratiske borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune, Hans Stavnsager – i debatbogen ”Tilbage til friheden”, at opdelingen mellem offentlig og privat forhåbentlig snart vil være en anakronisme, og at det afgørende ikke er, om vores velfærdsydelser leveres af private, men at kvaliteten er høj, og at vi har et samfund, hvor der i store træk er fri og lige adgang til vores velfærdsydelser. 

Den frihed har trange kår i dagens socialdemokratiske Danmark, men ifølge en nylig undersøgelse fra Dansk Industri støtter omkring en tredjedel af rød bloks byrådsmedlemmer faktisk mere frit valg, og hvis ambitionerne om frikommuner for alvor løftes på tværs af Folketingets partier, giver det håb om, at kommunerne kan vise vejen frem – sammen med en forhåbentlig blå regering efter folketingsvalget.

Mange er skeptiske over for den udvikling og frygter en amerikanisering af vores velfærd, men det fantastiske ved vores nordiske velfærdsmodel er, at det offentlige i høj grad finansierer de private tilbud, så de netop gøres tilgængelige for alle. Derfor er privathospitalerne blevet en folkelig succes, som ingen socialdemokratisk minister har turdet tage et opgør med, og derfor er der en stor efterspørgsel efter private daginstitutioner og friplejehjem. Det er ønsket om at monopolisere det offentlige tilbud, der for alvor truer det velfærdssamfund, vi kender.

Når vi overordnet har en velfungerende offentlig sektor i Danmark, er det, fordi vi samtidig har givet gode muligheder for private skoler, daginstitutioner, plejehjem og hospitaler for at nytænke og udfordre den offentlige sektor med at lave det bedste tilbud til lige netop dig og mig. Konkurrencen sikrer innovation og billigere løsninger, så vi får mest for vores skattekroner.

Hvis vi skal beholde den solide opbakning til vores velfærdssamfund, som der er bred opbakning til på tværs af partiskel, bliver en af de vigtigste opgaver de kommende år derfor at styrke det frie valg og inddrage private spillere på velfærdsmarkedet, men i store træk fastholde den fri og lige adgang for alle. Ellers vil os, der tilhører den velstillede middelklasse, i stigende grad gøre som Mette og Pia og vælge egne løsninger, når den offentlige løsning ikke passer til vores familie.

Det kan ingen være tjent med og slet ikke de dårligst stillede. Uden det frie valg og det private alternativ taber både den offentlige og private sektor - og det gør du og jeg også. Lad os få friheden tilbage.

Kommentar i Berlingske Tidende, 30. juli 2022