Minkskandalen kan næppe bære en rigsret, men den bør få politiske konsekvenser på allerhøjeste niveau. Det er godt, vi nu får et folketingsvalg, hvor tilliden til statsministerens ledelse bør være højt på stemmesedlen. 

Af Rasmus Hylleberg, byrådsmedlem og folketingskandidat i Roskilde (V)

Det var ventet, at kritikken fra minkkommissionen ville blive hård, men konklusionerne var alligevel hårdere end forventet. Kritikken er formentlig den hårdeste, der nogensinde er rejst mod den danske centraladministration – og i særdeleshed mod statsministeriets departementschef, da hun er ansvarlig for sagsforberedelsen til koordinationsudvalgets møder, som brød fuldstændig sammen både administrativt, politisk og sundhedsfagligt. Jeg har selv arbejdet i centraladministrationen med betjening af økonomi- og koordinationsudvalget nogle år, og minkkommissionens kortlægning er deprimerende læsning.

Det var svigt på svigt, der gennemsyrede en kort og forceret beslutningsproces og endte med på få timer at nedlægge et helt erhverv, ødelægge værdier af en helt ufattelig størrelse og ikke mindst rive grundlaget væk under tusinder af familier, som mistede både deres levebrød og livsværk.

Dertil er det velkendt, at nedslagtningen af mink skete uden lovgrundlag, hvad der i sagens natur er en skærpende omstændighed, men flertallet kom hurtigt på plads med stemmer fra rød blok – og mange opfatter den manglende hjemmel som en administrativ teknikalitet, der hurtigt blev rettet op på.

For mig er den egentlige politiske skandale for så vidt heller ikke, at der ikke var lovgrundlag på plads. Hvis minkene var slået ned på samme måde med det nødvendige lovgrundlag, havde det fortsat været en skandale. Skandalen er den politiske proces omkring udryddelsen af et helt erhverv, som oprulles af kommissionen.

Koordinationsudvalget med Mette Frederiksen for bordenden traf en drastisk beslutning, som der ikke lå en indstilling på fra sundhedsmyndighederne - uden i øvrigt at have taget sig tid til at læse mødematerialet. Det sundhedsfaglige grundlag stod ikke klart og viste sig at falde fra hinanden i dagene efter. Statsministeriets departementschef måtte da også sende særdeles kontante sms-beskeder under det efterfølgende, nu berygtede pressemøde for at få sundhedsmyndighederne til at skrue op for retorikken. Og der blev tydeligt skruet alt for meget op.

Kommissionen opruller, hvordan sundhedsminister Magnus Heunicke den 17. november sender en sms til sin spindoktor, der lugter langt væk af dårlig samvittighed: Forløbet ”Udstiller et rædselsfuldt højt tempo. Og det var vel vores ansvar, at der blev sådan trykket igennem … Det var Kåre … der pludselig endte med den risikovurdering pga. det mærkværdige møde i fødevarestyrelsen, hvor Kåre måske har givet den lidt for meget gas”. Kåre er som bekendt Kåre Mølbak fra SSI, der kom til at sige Wuhan på et møde med minkavlere - og derefter røg enhver sund fornuft og eftertænksomhed tilsyneladende fløjten. Godt at ikke alle sms’er er blevet slettet.

Det er værd at huske på, at Danmark var det eneste land i verden, der besluttede at udrydde mink på grund af corona, og derfor var der selvfølgelig ikke tale om en politisk eller sundhedsfaglig nødvendighed.

Folketingsvalg er bedre end rigsret

For mange borgerlige har dog efter min opfattelse stirret sig blinde på spørgsmålet om en rigsret, og hvorvidt statsministeren kendte til lovbruddet tidligere, end hun har givet udtryk for, og Venstre stemte alt for ivrigt for at stille statsministeren for en rigsret i Folketinget allerede for et års tid siden. Kommissionen forholder sig ikke til det første og frikender statsministeren for det sidste. De fleste juridiske eksperter har efterfølgende vurderet, at der næppe er grundlag for en rigsret.

Her er det værd at bemærke, at der er en helt entydig forskel på sagen mod Inger Støjberg og hele minkkomplekset: Støjberg traf en beslutning på trods af alle advarsler om, at den var ulovlig. Det står klart, at det gjorde Mette Frederiksen ikke. Statsministeren har højst handlet groft uagtsomt, men jeg kan blive bekymret, hvis det i højere grad er vores domstole, der skal vurdere, om ministre handler groft uagtsomt. 

Handler europæiske politikere groft uagtsomt i klimapolitikken? Den aktivistiske venstrefløj forsøger at få domstolene til at være overdommere i klimasager over hele verden, og det vil være en uheldig udvikling, hvis det lykkes. Venstrefløjen forsøgte også at lægge sag an for grundlovsbrud mod Anders Fogh Rasmussen i forbindelse med Irak-krigen, men det afviste domstolene. Heldigvis.

Der er først og fremmest tale om politiske beslutninger, hvor vi som politikere heldigvis skal afveje fordele og ulemper - og bagefter vejes af vælgerne mindst hvert fjerde år.

Men statsministeren går ikke fri i min bog. Politisk og ledelsesmæssigt har Mette Frederiksen ansvaret for at have skabt en kultur politisk og administrativt i regeringen og centraladministrationen, hvor sagerne ikke belyses ordentligt, hvor faglig indsigelse opfattes som politisk modsigelse, og hvor der handles, når der burde tænkes. Det er ikke centraliseringen af beslutningerne, der er problemet - det er statsministerens ansvar at tage på sig, og det har alle statsministre gjort. Det er centraliseringen kombineret med manglende ledelseserfaring på ministerholdet samt en hidtil uset dosis af magtens arrogance, der er problemet. 

Det er værd at minde om, at den magtfuldkommenhed har resulteret ikke blot i minksagen, men også sagen om Forsvarets Efterretningstjeneste. Hele to skandalesager inden for kort tid taler for sig selv. Og tvivlens nådegave ligger åbenbart ikke til statsministeren – den bør ellers veje tungt hos alle politikere.

Det viste sig tydeligt i forlængelse af kommissionens beretning. Ét er at begå fejl, noget andet er, hvis man demonstrerer en klar uvilje til at lære af dem. Det gjorde statsministeren med det andet nu famøse pressemøde, hvor hun sammen med en kavalkade af ministerkolleger med alvorstung mine konkluderede, at der på baggrund af den hårdeste og mest omfattende kritik ikke var grund til at foretage sig noget som helst. Absolut intet.

Det kan formentlig siges mere poetisk, men næppe mere præcist end Henrik Qvortrup gjorde i Ekstra Bladet, hvor han sagde, at statsministeren havde givet en ”kæmpe fuckfinger” til kommissionen. ”Hvis man vil demonstrere, at man ikke mener, at kommissionens konklusioner er fem potter pis værd, så er dette her en måde at gøre det på. Bare at fortsætte, som om intet var hændt. Det er en ekstrem udgave af magtfuldkommenhed".

Med den håndtering af kommissionens rapport bliver minksagen dobbelt tragisk. Heldigvis får vi nu snart et folketingsvalg. Så må vælgerne på et oplyst grundlag selv vurdere konsekvensen for statsministeren og regeringen, og det er i sidste ende den rigtige målestok i vores demokrati.

Bragt i Sjællandske Medier, 16. august 2022 i en let forkortet udgave