Koranafbrændinger er en svær sag. Jeg var aldrig i tvivl om, at Muhammedtegningerne var på sin plads, dengang de blev trykt, og jeg forsvarede dem endda på en dialogtur til Mellemøsten med Dansk Ungdoms Fællesråd, hvor jeg dengang var generalsekretær. Det skulle arabiske regimer ikke diktere. 

Jeg fandt i øvrigt også den kendte Muhammedtegning af Kurt Westergaard både vittig, tankevækkende og helt på sin plads som et indslag i debatten om islam og forholdet til vold. Også selv om jeg samtidig skrev artikler om, at frygten for islam som en særlig voldelig og uforanderlig religion efter min opfattelse er forkert - det synspunkt har jeg stadig.

Jeg har det delvist på samme måde nu. På den ene side skal arabiske og andre udemokratiske regimer i den muslimske samarbejdsorganisation OIC ikke diktere vores presse- og ytringsfrihed. Det er heller ikke til at holde ud, at vi skal belæres om krænkelser af diktatoriske regimer, der undertrykker og ofte torturerer deres egne borgerer. Tror nogen virkelig på, at de skulle føle sig krænket over en koranafbrænding? Det gør de næppe. Sandheden er nok snarere, at det er ganske belejligt for landene at samle deres egne borgere om en fælles fjende, så en udsultet og arbejdsløs ungdom måske et øjeblik glemmer, at det er deres egne ledere, der er problemet. 

Jeg kan derfor ikke finde på nogle gode argumenter for, at koranafbrænding eller andre bogafbrændinger skulle være særligt udemokratisk, og jeg føler heller ikke nogen særlig trang til at genindføre blasfemiparagraffen for at tækkes OIC. Lad den hvile i fred.

På den anden side har jeg længe fundet det urimeligt, at vi skal stille politi, ressourcer og alt muligt andet til rådighed for nogle helt utilpassede borgere, der turnerer rundt og brænder koraner af. De er efter min opfattelse lykkedes med at trække os rundt i manegen ved at postulere et krav om ytringsfrihed for det, som blot er en eller form for politisk-narcissistisk personlighedsforstyrrelse. Ytringsfriheden skal de have, og den kan de fint bruge, men brændte de alt muligt andet skrammel af i gaderne, ville politiet skride ind af hensyn til den offentlige orden.

Jeg har også en ret stor forståelse for regeringens forsøg på at løse en potentiel voldsom konflikt pragmatisk i lyset af, hvor lidt der reelt står på spil med koranafbrændingerne, og hvor meget der står på spil i verden lige nu. Her er vi efter min opfattelse et helt andet sted end Muhammedtegningerne, hvor der var vigtige principper, politik og ytringsfrihed på spil. 

Men måske er der en tredje vej. Per Stig Møller, der var udenrigsminister under Muhammedkrisen og stod fast på principperne om ytringsfrihed dengang, skrev forleden i Berlingske, at vi ikke skal bøje os for religiøse argumenter eller følelser, men aktuelt forbyde koranafbrændingerne af hensyn til den offentlige orden. Samme lovgivning har de i det sekulære Frankrig.

Bøjer vi os af hensyn til påståede religiøse krænkelser er det en glidebane, der ikke stopper. Og vi svigter dem, der kæmper for frihed, religions- og ytringsfrihed i mange af OIC-landene.

At stoppe koranafbrændingerne af hensyn til den offentlige orden vil stadig af nogle opfattes som et brud på vigtige principper, og nogle vil også her frygte en glidebane, men jeg har tillid til, at vores demokrati er levende nok til, at ytrings- og pressefrihed ikke for alvor glider den forkerte vej, fordi vi sætter en grænse for almindelige plattenslagere og urostiftere.

I de her dage er forskellen måske ens. De arabiske diktaturstater vil uden tvivl fejre det som en sejr, hvis vi forbyder koranafbrændingerne af hensyn til den offentlige orden og politiets ressourcer, men det er en vigtig principiel skelnen i forhold til at stoppe afbrændingerne for at imødekomme OIC. Og det vil samtidig være en endnu større fejl, hvis arabiske regimer får stillet os i den situation, at vi ikke kan løse et problem med nogle få urostiftere herhjemme uden, at det bliver en sejr for diktaturstaterne.

Bragt i Sjællandske Medier 9. august 2023