“Jeg er mor først og dernæst politiker”, sagde SFs formand Pia Olsen Dyhr sidste efterår, da hun valgte at sende hendes barn på privatskole. Nogenlunde samme forklaring gav statsminister Mette Frederiksen for flere år siden, da hun helt tilsvarende valgte en privatskole i stedet for den lokale folkeskole. Personlige valg som fulgte i kølvandet på flere års kritik af de forældre, der inden havde valgt at gøre det samme.

Jeg har stor forståelse for både Mette Frederiksens og Pia Olsen Dyhrs valg. Det er sådan et samfund, vi ønsker i Venstre: Et stærkt velfærdssamfund, der sikrer vores sammenhængskraft og værdifællesskab på tværs af sociale og kulturelle skel, men med plads til forskellighed - og med den enkelte mor, far og familie i centrum, så vi hver især kan bestemme, hvad der er det rigtige for os. Vi er alle først og fremmest børn, forældre eller bedsteforældre. Vi er ikke statens puslespilsbrikker.

Med den politiske og personlige erfaring i bagagen er det forstemmende, at Mette Frederiksens regering og SF-støttepartiet ikke har lært mere af historien, men de seneste to år med en lang række politiske udspil har gjort det sværere for alle os andre at træffe det samme valg som dem selv. Private daginstitutioner lukkes, privathospitaler er på tålt ophold, og det udvidede frie sygehusvalg har været afskaffet i flere omgange under corona-krisen. Og senest har regeringen så besluttet at tvinge unge mennesker ud i provinsen, hvis de vil læse på universitetet, og tvangsflytter gymnasielever alene baseret på forældres indkomst. Her er der ikke noget frit valg, og ingen mulighed for mor eller far til at være forældre først. Her er vi blot brikker i Socialdemokratiets velfærdscentralisme.

Det er muntert blevet sagt, at en god samvittighed skyldes en dårlig hukommelse. I bedste fald er statsministerens hukommelse kort. I værste fald er det hykleri og politisk dobbeltmoral.

Tilbage i 1990erne skrev nogle fremsynede socialdemokrater – herunder bla. den nuværende S-borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune, Hans Stavnsager – i debatbogen ”Tilbage til friheden”, at opdelingen mellem offentlig og privat forhåbentlig snart vil være en anakronisme, og at det afgørende ikke er, om vores velfærdsydelser leveres af private, men at kvaliteten er høj, og at vi har et samfund, hvor der i store træk er fri og lige adgang til vores velfærdsydelser. Den frihed har trange kår i dagens socialdemokratiske Danmark, og det er trist.

Når vi overordnet har en velfungerende offentlig sektor i Danmark er det, fordi vi samtidig har givet gode muligheder for private skoler, daginstitutioner, plejehjem og hospitaler for at nytænke og udfordre den offentlige sektor med at lave det bedste tilbud til lige netop dig og mig. Uden det frie valg og det private alternativ taber både den offentlige og private sektor - og det gør du og jeg også. Lad os få friheden tilbage.

Bragt i Sjællandske Medier, 14. juli 2021