grænsernes tyranni
Af Rasmus Hylleberg, formand for Dansk Ungdoms Fællesråd
”Intet slaveri kan stå mål med grænsernes” sagde den franske forfatter Victor Hugo for mere end 100 år siden. Og der er ikke meget der tyder på, at det har ændret sig, selvom vi nu skriver det 21. århundrede. Det europæiske fællesskab får stadig større indflydelse på vores dagligdag, og globalisering er blevet et hverdagsudtryk, men alligevel har debatten om fremtidens Europa vanskelige vilkår.
Udfordringerne trænger sig ellers ganske voldsomt på. Den økonomiske globalisering galoperer afsted, multinationale selskaber udstiller nationalstatens begrænsninger, forureningen lader sig ikke stoppe af tilfældige grænser, nationale forbryderbander bygger på globale netværk, teknologien udvider konstant grænserne for det muliges kunst, internettet bringer os online med verden, og andre mennesker og kulturer banker på vores dør. Og så videre.
Alligevel forsøger vi danskere at bilde os selv ind, at de globale og europæiske udfordringer holder sig væk fra Danmark, hvis vi ikke diskuterer dem. Eller at de andre europæere nok løser problemerne uden os. Men globaliseringen forsvinder ikke, den er blevet et livsvilkår på både godt og ondt, og derfor har de andre europæiske lande lige så meget brug for os, som vi har for dem.
Imidlertid er det ikke kun herhjemme, at det europæiske engagement halter. Alt for mange europæere glemmer eller fortrænger mere eller mindre bevidst, at det lokale og globale hænger uløseligt sammen. Og det er meget få politikere, der insisterer på at ændre den opfattelse; fx lykkedes det statsminister Anders Fogh Rasmussen at holde nytårstale uden at nævne det europæiske samarbejde blot en eneste gang.
Apropos statsministeren så har han været fremme med, at den traditionelle opdeling af partierne på højre- og venstrefløjen er forældet. Og det er nok rigtigt, men han har glemt at fortælle, at der er kommet en ny politisk skillelinie. Den har politikerne ikke lyst til at tale om, netop fordi den ikke går mellem partierne, men splitter dem internt på kryds og tværs.
Kampen i og mellem partierne vil derfor komme til at stå mellem dem, der på den ene side forsøger at skabe sammenhæng mellem det nationale og det internationale og som tør fortælle vælgerne, at den nye fagre verden er global. Nationalstaten kan og skal fortsat spille en politisk rolle, men uden at være underlagt grænsernes tyranni.
På den anden side vil der være dem, der vil isolere Danmark fra omverdenen og som søger tilbage til fortidens løsninger og som ser på nationalstaten med fundamentalistiske øjne, som om den var nedfældet af Moses som det 11. bud.
Hvordan vores europæiske fremtid kommer til at se ud afhænger meget af, om politikerne og vælgerne åbent tør diskutere samspillet mellem det nationale og det globale – ikke kun i Danmark, men over hele Europa. Efter min opfattelse er det helt nødvendigt, at vi ser et europæisk fællesskab som en del af løsningen, men der skal skabes større åbenhed og folkelig opbakning.
Hvis det ikke lykkes at skabe engagement og deltagelse omkring et europæisk samarbejde, vil globaliseringen udvikle sig uden demokratisk kontrol. Det giver os ingen tryghed, men gør os til slaver af grænsernes tyranni.
Bragt i metroXpress, 4. marts 2002