En undersøgelse fra Magtudredningen viser, at et flertal af unge tror, at de i højere grad påvirker samfundsudviklingen med det, de putter i indkøbskurven end ved at indløse medlemskab af et politisk parti, deltage i debatmøder, involvere sig i frivilligt arbejde, skrive læserbreve og kronikker osv. Vores generation finder det altså mere ansvars- og meningsfyldt at sende politiske signaler gennem mælk, ost og pasta end at kaste sig ud i en demokratisk diskussion. Det er en falliterklæring og 'fucked up'. Demokratiet forudsætter nu engang, at folk sætter deres meninger på spil i det offentlige rum.

Men det er åbenbart for meget forlangt af os. Og hvorfor? Fordi det kræver et mandsmod, en karakter og et format, som vores generation kun sjældent fremviser. Vi nøjes med at udveksle vores bastante og færdiggjorte meninger over for familie og venner i vores eksklusive - eller skulle jeg snarere sige - ekskluderende intimsfære. Et samfund, hvis unge borgere mener, at deres politiske indflydelse bedre gøres gældende gennem deres indkøb af dagligvarer end ved at involvere sig direkte i den politiske debat, er et samfund, som er styret af individualisme, og hvor den demokratiske samtale kun omfatter den enkelte og hans eller hendes allernærmeste. Dette 'tavse' demokrati er ansvarsløst: Man har ret til at tænke og mene, hvad man vel - men man holder det for sig selv og sine nærmeste. I stedet for samtale bliver forbruget det troværdige udtryk for demokratisk ansvar og engagement. 

Men kan et demokrati overhovedet eksistere, hvis ordet og debatten forsvinder fra det offentlige rum? Kan man bidrage til det demokratiske fællesskab ved at bevæge sig tavst rundt i konsumenternes paradis - et supermarked? Og udøver man virkelig sin borgerpligt, når man fravælger den homogeniserede letmælk til fordel for den økologiske? Er det en god måde at iscenesætte sine moralske, etiske og politiske principper i det offentlige rum på? Efter min opfattelse: Nej. GenerationFucked Up har som den første generation været børn, unge og nu voksne i videnssamfundet Danmark. Det har naturligt skabt et isoleret fokus på viden som den væsentligste kompetence hos generationen. Denne fokusering på viden er ikke uden konsekvenser.

Problemet er, at de sociale kompetencer bliver sekundære og perifere i forhold til faglig viden. Med det resultat at der produceres unge medborgere og konsumenter, der opfatter samfundet som et redskab for tilvejebringelse af materielle goder - og ikke som et fællesskab, som man har pligt til at tage et ansvar for. Vi er en generation, som har nok i sig selv og forventer uendelig meget mere af fællesskabet, end fællesskabet kan forvente af os.

Det er nødvendigt at vække vores egen generation af dens tornerosesøvn med et opråb så markant, at det bliver hørt af alle. Et opråb, der gør det klart, at de unge skal acceptere, at de først og fremmest er borgere med pligter over for fællesskabet og med et ansvar for det samfund, de lever i og af. Kun en demokratisk tåbe frygter ikke Generation Fucked Up.  

Mange hilsner Morten 

 ---

KÆRE MORTEN

Når verden har ændret sig, har de unge altid fået skylden for alt det nye, de gamle generationer ikke ønskede eller magtede at forholde sig til. Sokrates talte om de dovne unge for 2.400 år siden, og nu udråbes 1990'er-generationen som Fucked Up. Pessimismen har altid haft gode vilkår!

At dommedagsprofeterne hidtil har taget fejl, betyder selvfølgelig ikke, at du ikke har ret nu. Men efter min opfattelse rammer også du helt galt, når du gør unge til syndebukke for alverdens dårligdomme. Billedet er snarere, at unge aldrig har været så politisk interesserede, kritiske over for plattenslagere og oplyste om verden, som de er i dag.

Til gengæld har globaliseringen ændret fundamentalt på demokratiets vilkår og på mulighederne for at påvirke og rykke den politiske dagsorden. Det bekymrende er derfor ikke, at unge afprøver nye kanaler til at sende politiske budskaber - dét ville være, hvis vi blot ukritisk overtog fortidens demokratiske institutioner! Derfor ser jeg det som en styrke, at unge er blevet politiske forbrugere og formår at koble holdning og handling via indkøbskurven. Det er da et stort fremskridt! Men det er selvfølgelig ikke nok. Det skal suppleres af andre deltagelses-kanaler som politiske partier og interesseorganisationer eller ved at bidrage til den offentlige debat. Sidstnævnte har det for øvrigt langt bedre end sit rygte! Man skal ikke se mange tv-indslag fra monopolets dage, før man glæder sig over det alsidige medieudbud, der er demokratiets omdrejningspunkt. 

Det er populært at sige, at unge ikke gider forpligte sig og svigter fællesskaberne. Men unge gider bare ikke spilde deres tid, og de har fattet, at de ikke løser verdens miljø- eller fattigdomsproblemer ved at møde op i Sønder Omme Partiforening. Derfor er unge langt mere selektive end tidligere generationer, der groft sagt kunne vælge mellem partimødet eller monopolfjernsynet. Det valg krævede ikke nødvendigvis et stort politisk engagement!

Min oplevelse gennem mange år som politisk aktiv og engageret foreningsmenneske er ikke, at unge er egoister og svigter fællesskaberne, men at en del af de eksisterende fællesskaber svigter unge. Strukturerne og formerne tilhører alt for tit en svunden tid. Og viljen til forandring mangler. Den gamle garde tackler udfordringen ved at skælde ud på ungdommen og taler langt og alvorsfuldt om de forpligtende fællesskaber. Men bagudskuende og moraliserende fællesskaber er altså ikke et slagkraftigt tilbud.

Generation Fucked Up er langtfra perfekt, og der er masser af udfordringer at tage fat på. En oplyst, politisk bevidst og samfundsengageret ungdom kommer ikke af sig selv. Det har den aldrig gjort. Derfor er det perspektivløst at diskutere, om det er unge eller gamle eller sågar verden, der er fucked up. Tværtimod er der grund til at glæde sig over, at unge er veluddannede, internationalt orienterede og er parate til at gå nye veje. Helst sammen med andre generationer, men hvis vi skal løse udfordringerne, skal det være med nogen, der tager unge alvorligt, og som har modet til at forstå de nye vilkår, som verden stiller os alle sammen over for. 

Mange hilsner Rasmus 

 ---

KÆRE RASMUS

I det forgangne år stod det at læse i en undersøgelse fra OECD, at danske gymnasiaster var de mest vidensstærke gymnasiaster i Europa, hvad angik deres kendskab til deres lands demokratiske historie og institutioner. Man skulle mene, at det var en entydigt positiv nyhed, men selv samme undersøgelse viste, at de danske gymnasiaster var blandt de absolut mindst engagerede i demokratiet. Formuleret lidt mere kontant ved den danske ungdom altså mangt og meget om demokratiet, men vi gider ikke deltage i det eller tage ansvar for det. 

Undersøgelsens resultat vidner om, at det er nødvendigt at gøre op med den misforståede analogi mellem henholdsvis viden og ansvarlighed, interesse og involvering, som du også selv betjener dig af. Så når du glædesstrålende proklamerer, at nutidens unge bestrider en oplysthed om og en interesse i politik, der får tidligere ungdomsgenerationer til at minde om vidensmæssige neandertalere, er jeg på nippet til at være ganske enig. Du overser bare den helt essentielle dimension: Velfærdsstatens uddannelsespolitik - hvad angår demokratisk læring - har sejret ad helvede til, men til gengæld har den demokratiske dannelse, der er brohovedet til demokratisk handling, lidt en krank skæbne. Det er bl.a. en konsekvens af, at vores generation har (for) travlt med at realisere sig selv.

Desuden er det trættende gang på gang at møde globaliseringens centrifuge som forklaring på, at unge naturligt afviser de lokale, regionale og nationale politiske institutioner. Det er blevet vores generations elendige og enfoldige undskyldning for ikke at engagere os i det nære samfund. Et samfund, der skriger på opmærksomhed og involvering. Ikke dermed sagt, at det globale ikke skal have fokus, det er bare et spørgsmål om et både-og frem for et enten-eller. 

Afslutningsvist vil jeg gerne gøre op med den hang til selvmedlidenhed, der determinerer Generation Fucked Ups demokratiske og politiske forståelse af virkeligheden. For vel er det rigtigt, at de politiske strukturer og former ikke er afstemt efter os. Og jo, der eksisterer ikke så få bagstræberiske fællesskaber. Men i stedet for at vi i barnlig fornærmethed stiller os ud på den politiske sidelinje, bør vi acceptere, at det er vores pligt og eneste legitime mulighed at involvere os i selv samme strukturer og fællesskaber. Dermed kan vi på en og samme tid tage ansvar og sikre udvikling og forandring. 

Mange hilsner Morten 

 ---

KÆRE MORTEN

Teologen K.E. Løgstrup skrev, at »På en hævelse af levestandarden, der bestod i at bekæmpe fattigdom, kunne der dannes idealer. På en forhøjelse af levestandarden, der består i at tilfredsstille luksusbehov, kan der ikke dannes idealer, der kan bære en solidaritet i samfundet«. Pointen er ikke, at solidariteten er forsvundet, men at et engagement forudsætter, at der er noget at kæmpe for. Og det er der stadig væk mange steder - bare ikke i Sønder Omme. Virkeligheden er jo ikke, at det nære samfund skriger på opmærksomhed og involvering. 

Magtudredningen fortæller da også en anden og mere positiv historie om unge, nemlig at de er tilfredse med velfærdssamfundet, at de har tillid til det politiske system, og at de vægter det repræsentative demokrati højt (hvilket blandt andet indebærer en arbejdsdeling). Derfor er det rigtigt, at viden ikke nødvendigvis fører til involvering på alle fronter. Men viden giver den fordel, at man kan finde ud af, hvor det er relevant at engagere sig og gøre en forskel. Og selv om du muligvis gerne så flere unge i den lokale antenneforening, så er det idealerne om en mere retfærdig verden, som for alvor vækker unges indignation, involvering og engagement. 

Og her spiller den slet-ikke-så-fucked-up generation på flere tangenter, både nye og gamle. Det er unge, der har organiseret de store topmødedemonstrationer de senere år, og det er unge, der har forstået, at den politiske forbruger kan flytte den politiske dagsorden mere effektivt end et (lands)møde for politiske rygklappere. Når det gælder den demokratiske læring, har uddannelsespolitikken ikke sejret af helvede til - der er masser af dannelse i folkeskolen - selv om retorikken fra politisk hold om, at vi hurtigst muligt skal uddannes til små effektive vækstmaskiner har nået kvalmegrænsen. Men her gør unge jo netop oprør! Vi afsøger fjerne afkroge af både verden og os selv, inden vi lader os opsluge af BNP-statistikken. 

Endelig er det rigtigt, at unge har travlt med at realisere sig selv. Det kan hverken unge eller gamle løbe fra. Men kortslutningen er, når individualisme forveksles med egoisme. Individualismen er eksploderet, men solidariteten har det fint. Når der står noget på spil. Fra min udsigtspost er det ikke unge, der står på sidelinien og spiller barnligt fornærmede – det lader de andre om, mens de nysgerrigt forholder sig til den fagre nye verden.

Mange hilsner Rasmus

Bragt i Politiken den 3. maj 2003