Hvis ikke emnet var så alvorligt, er det svært at vide, om man skal have mest ondt af migrationsforskere eller alle de flygtninge og migranter, som strejfer rundt i verden med håbet om at finde en bedre fremtid. Giver artiklen Nytteløs viden (WA 17.11) et blot nogenlunde rimeligt billede af forskernes synspunkter, skal man i hvert fald have ondt af dem. Tænk at leve i en så verdensfjern boble og forstå så lidt af den politiske virkelighed, som de er en del af og forsøger at påvirke. Dilemmaet er langt fra, at vi ”er tvunget til at anerkende landes suverænitet”. Det er, at vi hverken har penge eller politisk mulighed for at løse en forfærdelig virkelighed for verdens flygtninge og fattige på en god måde. Vi er nødt til at vælge mellem dårlige løsninger.  

Migrationsforskerne repræsenterer dog fortsat en stor del af vælgerne, som håber, at den gode vilje er nok til løse, hvad vi på trods af forskernes modvilje nok godt kan tillade os at kalde en krise og i hvert fald den måske største udfordring i vores globale landsby. For forenklingens skyld kalder vi det segment for centrum-venstre. På den anden side står højrefløjen, som ikke har skyggen af strategi for at håndtere problemet udover at gøre det mere og mere surt for dem, som når gennem nåleøjet til det vestlige Nirvana og som fejrer flygtningestramninger med fødselsdagskage. Derfor står vi med mange absurde eksempler, som fx at en international ekspert med opholdstilladelse i Danmark straffes for at holde oplæg for Folketingets skatteudvalg, og at velfungerende, dansktalende udlændingebørn sendes ud af landet til en uvis fremtid. 

Resultatet er, at vi efter mere end 20 års tovtrækkeri om udlændingepolitikken har fået det værste af to verdener både for flygtninge/migranter og for os selv, så politikere og desillusionerede vælgere er ved at splitte Europa. Der er brug for et nationalt kompromis, som kan blive foregangseksempel for resten af Europa og som kan sikre rammerne for en udlændingepolitik for det 21. århundrede. 

For det første skal retten til at søge asyl i Danmark afskaffes. Også hvis det betyder, at flygtningekonventionen brydes, eller at Danmark er nødt til at træde ud af forskellige menneskerettighedskonventioner. Det er afgørende, at vi igen selv kan bestemme, hvor mange udlændinge, vi vil lukke ind i vores danske fællesskab. Det skal EU ikke bestemme, det skal konventionseksperter ikke bestemme, og det skal menneskesmuglerne slet ikke bestemme. Asylsystemet har for længst udviklet sig til et globalt lottospil, hvor omkring halvdelen af verdens fattige er unge, der vil give deres højre arm for at spille asyllotto. Det vil de gøre uanset, hvor meget vi strammer lovgivningen, og hvor ubehagelige vilkår vi giver dem, som når frem, hvis de har en bare en lille chance for at få opholdstilladelse. Der er ikke noget at sige til, at en stor del af vælgerne er dybt frustrerede over, at svaret fra den politiske elite gennem tyve år har været, at vi ikke kan bestemme selv. Det skaber utryghed, vrede og modvilje mod udlændinge generelt. Derfor skal vi kun modtage kvoteflygtninge og kun det antal, som et folketingsflertal løbende beslutter sig for, at vi kan og vil håndtere. 

For det andet skal integrationen styrkes. Væk med integrationsydelse og umyndiggørelse og lad os skabe de bedste rammer for at de udlændinge, vi vælger at invitere til Danmark, kan falde godt til og blive en aktiv del af vores fællesskab. Integrationen er ofte langt bedre end sit rygte, men der er stadig plads til forbedring og frem for alt kan vores måde at tale om andre mennesker på godt blive almindelig, civiliseret igen. Det har aldrig kostet noget at tale ordentligt om andre mennesker. Men det er tydeligt, at konventionernes spændetrøje har fået det værste frem i mange vælgere. Og mange danskere har oplevet integrationsindsatsen som en sisyfos-opgave, fordi tilstrømningen har været for stor og fremtiden usikker. 

For det tredje skal nærområde-indsatsen styrkes, men vi skal ikke bilde os ind, at det er enkelt, eller kan gøre en stor forskel på den korte 5-10 årige bane. Det er nok især en kamp for kommende generationer vi er ude i, men vi skylder dem at gøre forsøget og igen bruge 1 pct af vores egen velstand på at investere i fremtiden for verdens fattigste. Et væsentligt element i den indsats bør også være at sætte ind over for befolkningstilvæksten i Afrika, hvis vi skal have en chance for at bremse flygtninge-/migrantpresset de kommende årtier, og hvis vi skal undgå at bygge hegn og mure rundt om Europa. Det sidste er måske endda for sent, hvis vi skal lukke vores grænser effektivt af for illegal tilstrømming. Og det skal vi.

Går Danmark forrest og om nødvendigt alene med en sådan politik, vil vi næppe blive udelukket af det gode selskab, som mange eksperter hævder, selvom der nok skal brede sig en flodbølge af kritik den første tid fra migrationsforsker-segmentet. Tværtimod er jeg overbevist om, at andre lande hurtigt vil gribe en sådan løsning, når først et respekteret land som Danmark viser, at vi både kan stramme udlændingepolitikken og samtidig åbne os mod verden med overskud og vilje til at gøre en større indsats for at skabe en mere retfærdig verden.

Bragt i Weekendavisen, 24. november 2017