Det er nu knap 10 år siden, at den treårige syriske dreng Alan Kurdi skyllede op på en strand efter et mislykket forsøg på at nå Europas grænse, og de forfærdelige billeder gik verden rundt og blev et rystende symbol på den desperate situation millioner af mennesker befinder sig i. Hændervriden, hovedrysten og løfter om bedre tider fulgte, men intet skete udover, at flygtningestrømmene blot er blevet større og drukneulykkerne flere. For nylig ramte endnu en forfærdelig katastrofe de europæiske kyster, hvor mere end 500 migranter mistede det sidste, de havde tilbage i Middelhavets bølger. Livet.

Udlændingepolitikken har været et af de mest polariserende emner de seneste knap 30 år i Danmark, EU og verden omkring os, og mange steder har det skabt en stærk platform for den yderste højrefløj, som har fået alt for stor politisk indflydelse eller står til at få det i mange lande. Samtidig er vi blevet mere forråede i vores samtale om og behandling af flygtninge og andre udlændinge lige fra symbolsk kagefejring af udlændingestramninger til mere alvorlige overgreb på mennesker i nød.  

Gennem flere år er det blevet dokumenteret, hvordan europæiske grænsevagter hårdhændet jager flygtninge og migranter tilbage over EU’s ydre grænser, lige som vi samarbejder med nordafrikanske stater om at bremse menneskestrømmen. Her er pengeafpresning, tortur, voldtægter og slavelignende forhold blevet hverdag for de migranter, vi overlader til menneskesmuglerne.

På passende afstand af virkeligheden i Afrika, Mellemøsten og ikke mindst det sydlige Europa, som oplever det voldsomme pres på egne grænser, er det enkelt at fordømme og forarges her fra vores danske udsigtspost, og venstreorienterede politikere og NGO’ere fortæller os, at det hele sagtens går, hvis vi blot tager os lidt mere sammen og udviser lidt større medmenneskelighed. Men virkeligheden er desværre, at selv de bedste intentioner ikke kommer til at ændre på det, og en fælles europæisk asyl- og fordelingspolitik er ingen løsning. Det vil blot være brænde på højrefløjens bål. Det store flertal har mistet tilliden til asylsystemet og det med god grund. Vi har brug for en ny asylpolitik. 

Flygtningekonventionen har rundet 70 år og er blevet en politisk spændetrøje, der ikke gør noget godt for nogen. I Vesten har den sat demokratiet ud af spil og skaber afmagt. For flygtningene sælger den falske løfter, som de fleste migranter betaler alt, alt for dyrt for.  

Flygtningestrømmen tog for alvor fart i begyndelsen af 1990erne, og her åbnede mine forældre - og mange andre danske hjem - dørene for nogle af de familier, der havnede i vores nabolag uanset, om det var kristne, muslimer eller noget helt tredje. Deres historier gjorde stort indtryk på mig, og siden jeg selv nogle år senere besøgte min første flygtningelejr i Afrika i 1994, har jeg beskæftiget mig med flygtningesagen på forskellig vis hele vejen fra flygtningelejrene og menneskesmuglerne i syd til vores asylcentre her i nord. Det er en verden med mange uretfærdigheder, mange gode viljer og ingen gode løsninger. 

Asylsystemet har nemlig udviklet sig til en organiseret menneskesmuglingsindustri, som sælger rejser, falske historier og den identitet, der nu gør sig bedst for tiden. Men lige som i rigtig lotto er der kun gevinst til de ganske, ganske få. For det store flertal ender rejsen med ar på sjæl og krop, spildte år og en bundløs gæld – hvis de altså ikke ender på bunden af Middelhavet. 

Danske regeringer har med ujævne mellemrum taget tilløb til at gentænke asylsystemet, senest med forslag om at sende asylsøgere til Rwanda, men kritikken fra menneskerettighedsorganisationer og NGO’ere er væltet ned over de politikere, der har forsøgt at tænke nyt. Og flygtningekonventionen fra 1951 har holdt asylpolitikken i et jerngreb, fordi en fod på europæisk jord har været en ukrænkelig adgangsbillet til at komme med i det store flygtningelotto.

Med SVM-regeringen er der nu chancen for, at den politiske midte kan gå forrest og tage opgøret med et kuldsejlet asylsystem og vise vejen for en realistisk europæisk flygtningepolitik. Danmark har troværdigheden til at gå enegang om nødvendigt – og erfaringen viser, at andre EU lande hurtigt vil følge efter.

Politikken skal hvile på tre søjler:  

For det første skal flygtningekonventionens ret til at søge såkaldt spontanasyl afskaffes, så man ikke kan søge asyl i Danmark (eller Europa). Fremover skal Danmark kun tage kvoteflygtninge – og kun det antal, som det danske folketing til hver en tid beslutter sig for. Det skal ikke udliciteres til EU eller FN. Samtidig skal migranter, der ankommer til Europa, straks sendes retur til flygtningelejre i nærområdet. Konsekvent og ensartet behandling er den eneste måde at lukke ned for menneskesmuglingen. 

I mangel af bedre kan en ”Rwandaløsning” være et rigtig skridt på vejen, men på den lidt længere bane er løsningen ikke at behandle asylansøgninger i Rwanda eller andre steder ude i verden. Det løb er kørt i globaliseringens tidsalder. Det er helt urealistisk, at det kan eller vil ske på et bare nogenlunde oplyst grundlag, og vi flytter bare problemet. Retten til at søge asyl i nærområdet på danske ambassader blev afskaffet i 2002, fordi det var håbløst at håndtere, og det skal vi ikke tilbage til.

Det skal til gengæld stadig være muligt at give asyl til dem, der står forrest i kampen mod tyranni og diktatur, og derfor skal et folketingsudvalg på eget initiativ kunne give hurtigt politisk asyl i særlige tilfælde. Tænk Mandela, Politkovskaja, Nathan Law og mange andre.

For det andet skal vi behandle de flygtninge, der kommer til Danmark, bedre. Hvis vi selv bestemmer tilstrømningen, vil vi modtage de fremmede langt mere åbent. Asyl skal også udløse permanent opholdstilladelse med det samme. I dag tager det otte år i uvished, og det er psykisk nedslidende, hvis man aldrig er sikker på, hvor man har sin fremtid. Tryghed om dansk tilhørsforhold er det bedste fundament for en god integration, og vi skal undgå de mange triste og tåbelige enkeltsager, hvor selv velintegrerede udlændinge mistænkeliggøres og behandles uværdigt. Eller hvor syriske flygtninge sendes retur til et hærget krigsområde og et hævngerrigt diktatur. Den slags ødelægger mennesker. 

For det tredje skal vi investere mere i nærområderne, men også være ærlige om, at vi ikke skaber mirakler på den korte bane. Det er ikke et alternativ til en konsekvent asylpolitik. Forsvar, sikkerhed, udviklingsbistand og klimaindsatser skal tænkes sammen, og vi skal formentlig have ambitioner om at afsætte en global sikkerheds- og udviklingspulje på fem pct. af BNP over de kommende år. Vi skal skabe sikre zoner i nærområderne, og verdens fattige skal mødes med flere muligheder for uddannelse og arbejde; fx er det en virkelig god ide at lave danske uddannelser i udlandet og gøre det lettere at komme til Danmark og EU for at arbejde legalt i kortere eller længere perioder. Det er win-win for både dem og os.

Den amerikanske kommentator David Frum skrev for et par år siden i tidsskriftet The Atlantic: “If liberals won’t enforce borders, fascists will.” Det er nok det valg alle os, der vil hjælpe verdens flygtninge og fastholde et velfungerende og humanistisk Europa, må træffe: Enten sikrer vi selv grænserne og styrker indsatsen i nærområderne, eller også overlader vi løsningen til de politiske yderfløje, og så taber vi alle sammen. 

Bragt i Berlingske Tidende, 25. juli 2023