børn er ikke fluer
Af Rasmus Hylleberg, formand for Dansk Ungdoms Fællesråd
Der dør 15 i minuttet. Hver dag. Året rundt. Det lyder som om vi taler om fluer, men det handler om verdens børn. Det lyder kynisk, men det er blot virkeligheden. Af de overlevende er godt 200 millioner underernærede, 150 millioner har aldrig set en skole, mere end 20 millioner er på flugt, omkring 1 million bliver hvert år trukket ind i den illegale sexindustri og mange misbruges som børnesoldater og vokser op med våbnene som deres bedste ven.
Det er status, selvom verdens topledere mødtes til FNs børnetopmøde i 1990 og lovede verdens børn om ikke guld og grønne skove, så i det mindste en smule uddannelse og forbedret sundhed.
I denne uge mødes toplederne så igen i New York til FNs særlige samling om børn for at evaluere indsatsen. Børnetopmødet bliver det første af de såkaldte ”plus-10” konferencer, hvor man et tiår efter det oprindelige topmøde får lejlighed til at gøre status over de opnåede resultater.
I modsætning til mange af de andre FN-topmøder, der blev afholdt gennem 1990erne, var netop Børnetopmødet kendetegnet ved sit klare fokus og sine meget konkrete målsætninger. Derfor er det også svært at løbe fra løfterne. Slutdokumentet udmærkede sig med flotte erklæringer om nedbringelse af børnedødelighed, forbedring af sundhedstilstanden hos børn og deres mødre, adgang til uddannelse for alle, adgang til rent vand samt beskyttelse af børn mod overgreb, herunder børnearbejde, børnesoldater og seksuelt misbrug.
Derudover har alle verdens lande med undtagelser af USA og Somalia skrevet under på Børnekonventionen fra 1989, der garanterer verdens børn en god opvækst. Så på papiret så fremtiden ret lysende ud for verdens børn for 10 år siden – men papir er selvfølgelig taknemmeligt.
Retfærdigvis skal det siges, at det på nogle områder går fremad, men det går alt for langsomt, og indsatsen står slet ikke mål med de ambitiøse målsætninger som toplederne satte for sig selv. Derfor bør det være topledere med røde ører, der kommer til New York.
Men skuffelsen skal ikke få os til at droppe nye ambitiøse målsætninger. Og det haster. Mere end halvdelen af u-landenes befolkninger er børn og unge, der bliver mere og mere desperate, fordi de har vanskeligt ved at se, hvilke muligheder fremtiden giver dem. Siden topmødet i 1990 er der endda dukket endnu en trussel op mod børn, der truer med at udrydde en hel generation af u-landenes børn: aids. I Mozambique for eksempel er mere end 15% af pigerne mellem 15-19 år smittet med aids, men situationen er den samme i mange andre u-lande – og tallet vokser nærmest eksplosivt. Og foreløbig er det bedste og eneste middel mod virussen uddannelse, uddannelse og uddannelse.
Derfor er det vigtigt, at toplederne vedtager en ny global handlingsplan: ”A World Fit for Children”, som blandt andet den danske regering og mange danske, folkelige organisationer har arbejdet hårdt på at skrue sammen. Men denne gang er de gode intentioner ikke nok. Der skal også følge penge i halen på løfterne. Forhåbentlig vil verdens topledere give børnene en ny chance. Økonomisk set har vi sagtens råd – moralsk har vi ikke råd til at lade være. Børn er ikke fluer.
Bragt i metroXpress, 6. maj 2002