skru op for alkoholdningerne
Af Rasmus Hylleberg, formand for Dansk Ungdoms Fællesråd
”Det er så fedt! Det er som at være i en anden verden”! Umiddelbart lyder det ganske tilforladeligt – hvem drømmer ikke engang imellem om at være i en anden verden. Men det er desværre temmelig bekymrende, fordi udsagnet i forskellige versioner er blevet en mere og mere slidt frase blandt børn og unge, der går på druk i weekenderne. Sprutten er blevet unges flugtvej fra hverdagens bekymringer, omverdenens forventninger eller blot almindelig kedsommelighed.
Problemet er langt mere alvorligt end til, at det kan slås hen med ungdommelig kådhed. Unges forbrug af alkohol er steget og steget, og danske unge har nu Europa-rekorden som de mest alkoholiserede. 21% af de unge drenge drikker mere end det Sundhedsstyrelsen sætter som max grænse for voksne – hhv. 21 og 14 genstande om ugen for mænd og kvinder – og for pigerne er det 12%. Samtidig har mere end hver tiende forælder til børn mellem 10 og 12 år ikke noget problem med at ungerne drikker.
Det burde vække til eftertanke. Ikke desto mindre har mediernes fokus på området de seneste uger vist, at alt for få (forældre) tager misbruget alvorligt. Og vi tør ikke konfrontere os selv med, hvorfor børn og unge egentlig er på flugt fra virkeligheden.
En del af svaret er nok, at remotekontrollen for mange er det eneste eventyr i hverdagen, og når livet som popstar bliver idealet for en hel generation, er der ikke noget at sige til, at drømmen om en anden verden melder sig – når de fleste af os finder ud af, at vi må nøjes med at være helt almindelige.
Holdningsløse forældre er et andet problem. Alt for mange forældre magter ikke at stille krav eller udstikke forbud. Konflikterne trætter og ødelægger kvalitetstiden – så er det åbenbart bedre at børnene ødelægges. Undersøgelser viser nemlig, at forældrenes holdning gør hele forskellen. Unge hvis forældre synes det er ok at drikke, indtager 10 gange så meget alkohol i forhold til de unge, hvor forældrene sætter grænser.
Desuden magter mange voksne ikke at være gode eksempler: 65.000 børn vokser op i hjem med alkoholiserede forældre og omkring 300.000 danskere drikker for meget. Derfor kræver en adfærdsændring blandt de unge uden tvivl også, at forældrene selv er villige til at gøre op med den danske alkoholkultur.
Et tredje problem er den aggressive markedsføring af alkohol over for unge, hvor der igen er mangel på ansvarlige voksne, der tør sætte grænser. For eksempel er de nye alkohol-hit Bacardi Breezer og Smirnoff Ice målrettet børn, selvom alle eksperter advarer unge under 15 år mod at drikke. Det har sikkert givet sorte tal på bundlinien hos virksomhederne, men de bør sidde tilbage med røde ører. Nu er børne-drinksene godt nok flyttet væk fra børnehylderne, men dybest set burde den slags forbydes.
Den danske børnepsykiater Gideon Slotnik har sagt, at det voksne samfund har tiltroet det enkelte barn langt større kompetencer, end det kan administrere. Børn er ikke voksne, men netop børn. Og børn har behov for trygge rammer – ikke en afgrund af frihed. Foreløbig er afgrunden fyldt med sprut, så mon ikke det er på tide, at vi i fællesskab skruer ned for alkoholen og op for alkoholdningerne.
Bragt i metroXpress, 25. oktober 2002