hent børn og mødre hjem fra syrien
Af Rasmus Hylleberg, folketingskandidat for Venstre i Roskilde
19 danske børn og 6 mødre i en syrisk flygtningelejr udfordrer vores medmenneskelighed og retsstatsprincipper til det yderste.
På mange måder er sagen kompliceret. Den får vreden frem hos mange af os over kvindernes helt uforståelige valg, og jeg har også taget mig selv i at tænke, at det nok er fint at gradbøje værdier og principper og overlade kvinderne og børnene til flygtningelejrens skæbne. Men det vil være forkert, for samtidig er sagen meget enkel, og bør ende hurtigst muligt med at hente både børn og mødre hjem. Af to grunde.
Danske statsborgere har krav på statsborgerrettigheder uden undtagelse. Desuden er hverken børn eller mødre dømt for noget, og en retssag i Danmark bør afgøre, om de kan og skal dømmes for terrorisme eller landsforræderi. Det bliver ikke rart, hvis vores eget statsborgerskab fremover kan gradbøjes, når vi er ude i verden.
For det andet bliver det formentlig endnu mere svært for Danmark at udvise kriminelle udlændinge og kræve, at deres egne stater tager imod dem, hvis vi ikke selv vil tage i mod vores egne statsborgere, når de begår kriminalitet, eller på anden måde skaber problemer i udlandet. Her vil Danmark betale den højeste pris ved at svigte internationale principper.
Vores værdimæssige og udlændingepolitiske kompas udfordres de her år af gode grunde. Vi har et stærkt pres på vores grænser, vi har problemer med integrationen af nogle grupper, og vores værdier og fællesskab er under pres fra fundamentalistiske miljøer. Alt sammen alvorligt, og vi er ikke færdige med at finde den rette balance i udlændingepolitikken. Men vi skal have øje for proportionerne. Og vi skal huske, også når det er svært, at vi i Danmark er et lille land, som bliver betydeligt større i samspil med vores omverden.
19 børn og 6 kvinder er ikke en trussel mod Danmarks sikkerhed - men de kan blive en trussel mod det bedste ved os danskere, hvis vi lader dem gøre os mindre og mere frygtsomme, end vi egentlig er.
Bragt i Sjællandske Medier, 25. marts 2021