Stem rRoskilde i den gule førertrøje
Fest, farver og cykelløb sparkede sommeren i gang med et brag af en folkefest i Roskilde, og festen fortsatte hele sommeren både i det franske og danske med den helt vilde erobring af den gule førertrøje her til det danske vikingeland langt mod nord. Gallerne må fortsat undre sig over, hvad der ramte dem.
Inden vi helt har nået at fordøje den gule succes på landevejene, står vi formentlig over for et folketingsvalg, og forhåbentlig kan vi også gøre valget til en folkefest!
Politik virker alt for ofte som en kampsport i medierne, og tonen på vores sociale medier kan let blive uforsonlig hård, men en af vores nationale styrker udover bedrifterne på jernhesten er, at vi altid har været gode til at være uenige og alligevel finde fælles løsninger.
Jonas Vingegaard og de andre danske ryttere viste Danmark fra sin bedste side, og hvis der havde været en fair play pokal, var den uden tvivl også gået til Danmark. I den politiske arena vil vi også gøre vores bedste her i Roskilde for at gøre dansk politik til den bedste version af sig selv.
Folketingsvalget handler nemlig også om Roskilde. Vi har brug for at komme med i udbryderfeltet igen efter flere år i hovedfeltet. Her blot et par glimt fra de mest afgørende politiske bjergetaper:
- Investeringer i vores infrastruktur er gået uden om Roskilde i alt for mange år. Der er dog i forbindelse med den seneste store trafikaftale udstukket løfter om at færdiggøre Frederikssundsmotorvejen, opgradering af Roskilde-Køge vejen, og S-toget venter i horisonten, men sponsoren i form af statskassen går hårde tide i møde. Som i cykelverdenen kan løfterne hurtigt ramme asfalten, så vi skal med et stærkt lokalt hold sørge for, at løfterne bliver til virkelighed.
- Vores sygehus er reduceret til vandbærer for supersygehuset i Køge, og vi skal op på den store klinge, hvis vi ikke skal sættes helt af sygehusholdet. Uden et stærkt lægehold (men ingen doping!) er udbryderfeltet umuligt at indhente. Vi skal igen have et stærkt lægehold i Roskilde.
- Uddannelse er dyrt, men uvidenhed koster langt mere. Vi skal fastholde vores stærke position i udbryderfeltet på uddannelsesområdet, og fortsat udvikle Roskilde som Danmarks bedste uddannelsesby. Vi var nær styrtet i kampen om udflytning af uddannelsespladser sidste år, men slap frisag – her skal vi være klar, når sidevinden rammer igen.
Når starten går til folketingsvalget, håber jeg, at du vil støtte dit lokale Team Roskilde! De personlige stemmer afgør, hvem der ender på sejrsskamlen, og jeg vil opfordre til, at du stemmer personligt på en lokal folketingskandidat uanset, om du stemmer rødt eller blåt.
Vi har som Roskildekandidater brug for en kontrakt på omkring 5000 stemmer for at komme med på holdet. Hvis vi får din stemme, vil vi til gengæld anstrenge os for at få Roskilde med i udbryderfeltet igen - og måske endda indimellem lykkes med at erobre den gule førertrøje til glæde for hele Roskilde Kommune!
God valgkamp!