Rasmus Hylleberg

Folketingskandidat i Roskilde-kredsen

Tænk hvis du vandt i Lotto

Kommentar i Roskilde Dagblad, 21. oktober 2021

Det var der en heldig borger i Roskilde, der gjorde i foråret. Nu er den gode nyhed, at vi sammen har mulighed for at indløse den helt store lottogevinst.

Roskilde er en dejlig by, kendt for et stærkt forenings- og kulturliv, som vi kan være stolte af, men når det kommer til vores velfærd og økonomi, bør vi gå rundt med lettere røde ører.

Gennem de seneste 10 år er kassen blevet tømt, og det er ikke fordi vi mangler penge. Vi har gode skatteindtægter, men mangler viljen til at gå nye veje.

Tænketanken CEPOS har lavet en analyse som viser, at Roskilde kan spare knap 700 mio. kr., hvis vi drev Roskilde lige så godt som Vejle. De penge kunne vi investere i bedre natur, ældrepleje eller skoler – og modsat en lottogevinst udløses gevinsten ikke kun én gang, men hvert eneste år.

Vi kan ikke kopiere andre kommuner fra den ene dag til den anden, men vi bør hæve ambitionerne og være nysgerrige på, hvad vi kan gøre bedre. Vores bud er, at vi skal give vores kommunale medarbejdere mere frihed og ansvar til at løse kerneopgaven og give alle os borgere mere frit valg. Og vi skal trække mere på erhvervslivet og skabe større konkurrence om at lave de bedste velfærdstilbud.

Og den rigtig gode nyhed er, at det ikke kræver held at vinde den her Lotte-gevinst – det kræver blot en stemme på Venstre til november.

Skrevet sammen med Jakob Bo Berthelsen