Nu har den russiske invasion af Ukraine bragt krig og ødelæggelse til vores europæiske kontinent nok en gang, og det har vist, at vi stadig ikke kan spise kirsebær med de store og tage ansvar for vores egne grænser, eller forsvare vores egen og andres frihed.

Tyskland har reageret med stort format og løfter allerede fra næste år forsvarsbudgettet til 2 pct., sådan som alle vi europæere forlængst har forpligtet os til i NATO, men aldrig taget alvorligt. USA bruger allerede knap 4 pct. af deres husholdningsbudget på at sikre en mere fredelig verden og har gjort det siden Anden Verdenskrig. 

I Danmark har vi besluttet, at vi også påtager os et ansvar og løfter vores forsvarsbudget til 2 pct. – inden udgangen af 2033 (aftalen er indgået af S, SF, V, K & R). Ih, sikke vi tramper, som musen sagde til elefanten, da de gik over broen.

Det er selvfølgelig bekvemt at lade andre betale for vores frihed, men dels er det alt for risikabelt, dels er det urimeligt, at vi som et af verdens rigeste lande ikke i højere grad vil bidrage til at opretholde de internationale spilleregler, der har skabt den verdensorden, som vores frihed og velfærd er helt afhængig af. 

NATO og USA skal være Danmarks vigtigste sikkerhedspolitiske alliance, men et stærkt NATO kræver et tættere militært samarbejde i EU. Det er helt afgørende, at EU bliver i stand til at forsvare egne grænser og gennemføre militære aktioner i vores nærområder. Derfor er det et vigtigt første skridt, at vi forhåbentlig med stort flertal ophæver vores europæiske forsvarsforbehold til den kommende folkeafstemning 1. juni. 

For det andet bør den hjemlige politiske aftale genforhandles – og 2 pct. målet fremrykkes - inden blækket bliver alt for knastørt. Den amerikanske præsident Kennedy sagde tilbage ved hans indsættelse i 1961, da den Kolde Krig var tæt på at blive brandvarm, at USA skulle indstille sig på at ”betale enhver pris og bære enhver byrde” for at sikre ”friheden”. Det er store ord, og mindre kan måske endda gøre det for Danmark. Men ikke så lidt. Faktisk har vi foreløbig bidraget med stort set ingenting, da finansieringen hentes hos fremtidige generationer. Så klinger det altså en anelse for hult, når vi siger, at vi står last og brast med ukrainerne og NATO.

I Danmark har vi et dejligt velfærdssamfund, som vi skal passe på, og man kan altid drømme om mere, men vi kan også godt få velfærden til at hænge sammen for mindre. Vi har i forvejen verdens største offentlige sektor. Det kommende tiår skal vi løfte den grønne omstilling, styrke vores forsvar og håndtere en stor vækst i de offentlige udgifter alene på grund af en ændret befolkningssammensætning. Det hænger ganske enkelt ikke sammen uden prioriteringer. Friheden har en pris – og vi må hellere komme i gang med at tale om den.

Bragt i Sjællandske Medier den 21. marts 2022 (den trykte version var let forkortet, men er her på siden bragt i sin fulde længde)