For nylig rundede Wenceslas Twagirayezu i al ubemærkethed en milepæl for otte års mareridt. I maj 2017 blev han nemlig varetægtsfængslet af dansk politi og anklaget for at medvirke til folkemordet i Rwanda. Det var efter, hvad Rigsadvokaten kaldte en “langvarig og grundig undersøgelse”, og “nu er sagen fuldt belyst”, som man erklærede i en pressemeddelelse samme dag.  

Jeg stod selv på grænsen til Rwanda i 1994 som ung ulandsfrivillig, da bødlerne satte gang i massakrerne på landets tutsier, og har siden boet i landet og besøgt hundredvis af mindesmærker gennem årene. 

Folkemordets ofre har levet i langt mere end otte års mareridt, og det har altid været min holdning, at Danmark og Europa skal hjælpe med retsopgøret, og udlevere de skyldige, som har gemt sig i Europa eller andre dele af verden. Men enhver med kendskab til Rwanda ved, at retsopgøret ikke er enkelt, og uskyldige anklages af mange forskellige grunde. Rwanda er et autoritært styre, der bla. fastholder magten ved at kvæle enhver kritik i folkemordsanklager.

Selv har jeg bla. to andre gode rwandiske flygtningevenner, der har fået asyl her i Danmark, netop fordi de er dømt for folkemord i åbenlyst absurde sager, og flere rwandere både i Danmark og andre europæiske lande er gennem årene løbende blevet anklaget for folkemord, hvor det har været tydeligt, at det er opspind. Det usædvanlige i Wenceslas’ sag er ikke anklagerne, men danske myndigheders håndtering af sagen, og at Wenceslas på trods af dansk statsborgerskab blev udleveret til Rwanda i 2018 til retsforfølgelse.

Jeg var også i Rwanda, da jeg hørte, at Wenceslas var blevet varetægtsfængslet, og danske medier bragte historier om den danske folkemorder. Og jeg lyttede ekstra godt efter, fordi Wenceslas var en af mine gode flygtningevenner gennem mere end 15 år, der var faldet godt til i det danske samfund og havde fået statsborgerskab i 2014. Jeg besluttede derfor at kigge nærmere på anklagerne. 

Dansk politi havde på det tidspunkt efterforsket sagen i knap ni år, men det viste sig hurtigt - for at gøre en lang historie kort – at der langt fra havde været tale om en ”grundig efterforskning”, og i det omfang sagen ”var fuldt belyst”, var det tydeligt, at sagen var fabrikeret og grundløs. Den konklusion kom jeg ikke til, fordi jeg kender Wenceslas, men fordi jeg kender Rwanda.

Beskyldningerne mod Wenceslas kom fra eksilrwandere i Danmark i 2009, efter Wenceslas vidnede ved folkemordsdomstolen i Arusha og efterfølgende uforsonlige udvekslinger om tutsi-styrets karakter. Rwandas særlige folkemordsenhed oplyste først til dansk politi, at Wenceslas’ navn ikke figurerede i deres systemer, og at han aldrig havde været anklaget i de mere end en million retssager, de såkaldte gacaca-domstole, der var afviklet efter folkemordet. Det ville have været helt utænkeligt, at han ikke var blevet nævnt her i lyset af de alvorlige anklager, der var rejst mod ham, hvilket også fremgik af de to Horisont-udsendelser om Wenceslas, som DR viste i april 2023. 

Nogle uger efter Rigsadvokatens pressemeddelelse kunne jeg desuden belyse sagen yderligere, da jeg i juni 2017 sendte dokumentation – bl.a. congolesiske skolepapirer og en gammel kvittering signeret af Wenceslas i Congo den 8. april 1994 - til den danske anklagemyndighed for, at han på det nøjagtige tidspunkt for de to store massakrer, han var anklaget for at deltage og føre an i, opholdt sig i nabolandet. Jeg indhentede samtidig navn og telefonnummer på flere rwandere og congolesere, der kunne belyse sagen over for dansk politi, herunder et vidne, der allerede havde afgivet forklaring til dansk politi nogle år forinden, og han oplyste nu, at han havde fået penge for at afgive falsk vidneforklaring. Derudover stod det klart, at Wenceslas var opvokset i Congo og ikke siden begyndelsen af 1980’erne som 14-15-årig havde boet i det område, hvor han nu var anklaget for gennem flere år at have være en kendt skolelærer og -leder og førende politisk ekstremist og militsleder, der havde stået for planlægningen og var gået forrest i massakrerne i 1994. Intet passede på Wenceslas’ livsforløb.

Alt dette viste det sig dog, at Rigsadvokaten var ligeglad med. Ingen opfølgning. Ingen interesse. Tværtimod var det min oplevelse, at anklagemyndigheden fandt det virkelig ubelejligt, at jeg havde involveret mig i sagen netop, som de var klar med en afgørelse.

I oktober 2017 traf Rigsadvokaten afgørelse om udlevering, hvilket Wenceslas indbragte for by- og landsret. I byretten insinuerede statsadvokaten blot, at jeg formentlig havde forfalsket det centrale dokument, der viste, at Wenceslas opholdt sig i nabolandet Congo og ønskede, at byretten så bort fra det. Jeg var mildt sagt overrasket over, at Rigsadvokaten ikke af egen drift ønskede at vende hver en sten, når de stod overfor en historisk beslutning om at udlevere en dansk statsborger til retsforfølgelse for folkemord. Heldigvis krævede landsretten en kriminalteknisk undersøgelse af kvitteringen, der ”med størst mulig sikkerhed” konkluderede, at den var ægte. Wenceslas havde altså slet ikke været i Rwanda på gerningstidspunktet.

Statsadvokaten fremførte dog blot i retten, at sagen ikke handlede om, hvorvidt Wenceslas var skyldig, men at retten alene skulle tage stilling til, om han kunne udleveres til retsforfølgelse i Rwanda og få en fair retsproces her, et land hvor præsidenten var valgt med 99 pct. af stemmerne, og den respekterede organisation Freedom House rutinemæssigt vurderer retssystemets politiske uafhængighed på linje med Putins Rusland. By- og landsret stadfæstede afgørelsen, og Wenceslas blev udleveret til Rwanda i december 2018.

Dette selvom det fremgår af udleveringsloven, at hvis der “savnes bevismæssigt grundlag, må udlevering ikke finde sted”, og at “hvis den person, der begæres udleveret, kan henvise til særlige omstændigheder, hvorefter der er rimelig tvivl om den pågældendes skyld, kan der fra dansk side fremsættes krav om fremskaffelse af (yderligere) bevismateriale, der sandsynliggør pågældendes skyld”. 

Det sidste burde og kunne Rigsadvokaten have gjort. Hvordan det ikke kan opfattes som en ”særlig omstændighed”, at den anklagede befinder sig i et andet land på gerningstidspunktet, overgår fortsat min forstand.

Det eneste “bevis”, som dansk politi og den rwandiske anklagemyndighed havde, var ca. 25 vidner, der med en pudsig timing dukkede op ud af det blå netop, som Danmark skulle til at henlægge sagen efter fire års tomhændet efterforskning, og hvor Rwandas myndigheder ikke havde udvist interesse for Wenceslas. 

Vidneudsagnene stak i mange forskellige retninger og passede som nævnt på ingen måde med Wenceslas’ livshistorie i øvrigt. Flere af vidnerne har afgivet forklaring ad tre omgange, til både dansk og rwandisk politi og i retten. Anklagemyndigheden havde dog ikke forventet, at de danske rapporter skulle indgå på sagen, men det lykkedes Wenceslas advokat at få rettens godkendelse, efter vidnerne havde afgivet forklaring i retten, hvilket afslørede store forskelle i, hvad vidnerne havde oplyst. En havde fx oplyst til dansk politi, at han aldrig havde hørt om Wenceslas. I retten havde de været nære venner og begået store massakrer sammen. Samtidig dokumenterede min egen beskedne efterforskning som sagt, at Wenceslas havde boet i Congo og blot et enkelt år i Rwanda op til folkemordet langt fra gerningsstederne. Alt hvad Wenceslas oplyste til dansk politi, og den dokumentation jeg fandt flugtede i øvrigt med, hvad Wenceslas mange år tidligere havde oplyst i sin asylsag. 

Siden viste det sig også i retten i Rwanda, at vidnernes forklaringer var så usammenhængende, at retssalen et par gange brød ud i latter. Jeg var selv til stede og vidste ofte ikke, om jeg skulle grine eller græde. Hele seancen var ganske tragikomisk, hvis ikke det havde været så alvorligt. 

I januar 2024 blev Wenceslas så helt exceptionelt frikendt – mig bekendt som den hidtil eneste udleverede rwander fra et europæisk land. Dommernes begrundelse var (surprise), at Wenceslas opholdt sig i Congo under massakrerne, og at anklagemyndighedens vidneforklaringer var ”ekstremt usammenhængende og modsætningsfyldte”, mens forsvarets vidner afgav sammenhængende og troværdige forklaringer, der var understøttet af sagens dokumenter. Retten konkluderede også, at det var tydeligt, at anklagemyndighedens vidner på ingen måde kendte Wenceslas. Sagen blev dog anket af Rwanda, retspræsidenten hurtigt degraderet, og Wenceslas blev ved appelretten dømt for folkemord i juli 2024 og herefter udleveret til Danmark til afsoning.

Her har Wenceslas siddet varetægtsfængslet i Vestre Fængsel og afventet en dansk konverteringsdom. Samtidig har vi andre oplevet flere benspænd fra Rigsadvokaten, der har nægtet at udlevere de to domme, der på Danmarks foranledning er oversat til engelsk. Det har gjort det vanskeligt at vurdere præmisserne, men endelig for et par uger siden lykkedes det at få dommene udleveret, og det er interessant læsning, selvom man som udenforstående let kan drukne i detaljerne i de knap 300 sider. 

Appelretten må medgive, at anklagemyndighedens vidner har beskrevet Wenceslas’ alder og statur vidt forskelligt, at de har ”vrøvlet” omkring Wenceslas’ bopæl (forkert land (sic!)), stilling og politiske poster - han har altså slet ikke været skoleleder og betydningsfuld militsleder eller førende hutu-ekstremist - men konkluderer alligevel, at det ikke på den baggrund kan fastslås, at vidnerne ikke har kendt Wenceslas. Om Wenceslas’ ophold i Congo anfører retten, at dokumenter og vidneudsagn ikke kan tillægges værdi, da det påhviler Wenceslas at fremvise dokumentation for at have krydset grænsen i form af et stemplet rejsepapir. Konklusionen fra appelretten er herefter, at på trods af de fejlagtige ”små detaljer” i vidneforklaringerne, siger vidnerne samstemmende, at Wenceslas begik folkemord, og han dømmes for samtlige massakrer til 20 års fængsel. 

Her står sagen nu, mens Wenceslas’ retssag er indledt ved byretten i Hillerød, men principielt skal dommerne blot tage stilling til strafudmålingen, ikke til dommen eller hvorvidt Wenceslas har fået en fair retssag i Rwanda.

Men i Wenceslas’ sag er der efter otte års varetægtsfængsling kun én skyldig: Rigsadvokaten. Skyldig i inkompetence, ansvarsfraskrivelse og måske endda grov pligtforsømmelse.

Rigsadvokaten og system-Danmark har svigtet Wenceslas tre gange. Først ved udlevering på et fuldt oplyst grundlag om, at sagen var fabrikeret og grundløs til et autoritært styre uden uafhængige domstole. Anden gang ved at sagen har fået lov at løbe i nu mere end otte år, uden at Danmark undervejs har foretaget sig noget som helst, selvom udleveringsaftalen pålagde Rwanda at gennemføre sagen hurtigst muligt. Og endelig ved at lade Wenceslas i stikken efter det må stå klart for enhver, der læser dommene – og det antager jeg, Rigsadvokaten har gjort – at Wenceslas’ sag hele tiden har været grundløs.

Jeg er selv som kontorchef i centraladministrationen en del af ”system-Danmark”, der generelt løfter en fantastisk og ofte vanskelig opgave, men indimellem har svært ved at se mennesket i systemet. Det har alligevel chokeret mig, at Rigsadvokaten under hele forløbet har været ekstrem lukket og blot har gemt og gemmer sig bag paragrafferne, selv om det løbende er blevet mere og mere tydeligt, at der er tale om en retspolitisk skandale. Franz Kafkas Processen udkom for netop 100 år siden i 1925, men føles desværre sørgeligt aktuel i denne sag. 

Jeg har svært ved at forstå, at det er systemets svar til en dansk statsborger, der har været frihedsberøvet i mere end otte år pga. den danske stat og har mistet alt. Wenceslas havde et helt almindeligt liv og job i Danmark, da han blev arresteret, og fire teenagebørn, hvis ungdomsår han har mistet. I dag ejer han intet. 

Opbygningen af et internationalt retssamfund er vigtigt, det støtter de fleste af os. Vi ønsker at mennesker, der begår folkedrab og krigsforbrydelser bliver straffet og ikke kan gemme sig bag landegrænser. Derfor er denne sag også vigtig. Hvis Danmark skal være med til at understøtte international retfærdighed, afdækker denne sag nogle afvorlige huller i kvaliteten af efterforskningen og Rigsadvokatens praksis, som man bør kigge på.

Wenceslas har nu rigeligt stået til ansvar for et folkemord, han aldrig begik. Forhåbentlig vil det danske retssystem nu afsøge mulighederne for at finde en løsning, der sikrer Wenceslas retfærdighed, og forhåbentlig vil denne sag blive grebet politisk, så også Rigsadvokaten kommer til at stå til ansvar for dette kolossale retslige og menneskelige svigt.